Ser du, mormor?
       
     
Havens hjerte
       
     
Gravhøjens hjerte
       
     
Bag grene
       
     
Trappen
       
     
Skoven
       
     
 Jeg putter mig i de knubrede, kølige dyner. Kryds og tværsen holdes op i vejret og hends fine purøse hvide hår strejfer min kind. Lige nu. Lige her.
       
     
 Jeg vågner til velkendte stemmer i køkkenet. Ja, det kommer fra køkkenet. Duften af ristet brød sniger sig op af trappen og ind til mig i sengen. Jeg kaster et hurtigt blik mod vinduerne og mødes af fuglesang og grene. Latter. De griner sammen. Jeg åbner døren - den spænder lidt. Jeg vil ikke larme - de må ikke stoppe med at grine. Mine fødder føler forsigtigt det lakerede dørtrin. Jeg rækker ud efter gelænderets tremmer og tager det første skridt ned.
       
     
mormor.jpg
       
     
Ser du, mormor?
       
     
Ser du, mormor?

Vinduet. Fuglen. Grantæerne. De slidte vinduespaneler. Spejlningen i ruden forhindrer mig i at se forandringerne inde bag. Det eneste jeg ser, er det jeg kender. Synet af den velkendte fugl i ruden gav et gip i mig. "Ser du, mormor? den er der stadig".

Havens hjerte
       
     
Havens hjerte

Smagen af de små søde kirsebær jeg ivrigt rakte ud efter fra vinduet i huset.

Skyggerne fra grenene der lagde sig i alverdens mønstre på jorden

Amputeret.

Jeg erinderer stadig, at vi nysgerrigt stak hovederne ind i buskene for at se de nye ejeres håndtering af stedet. Jeg husker chokket, da vi ikke kunne få øje på træets overdådige og snørklede grene.

Da jeg kom tilbage dertil, så jeg, at havens hjerte igen havde kæmpet sig frem - jeg så for mig hvordan lattermilde børn nu hang på gyngen med deres små fingre tæt klyngende til rebet.

Måske de en dag vil stå med deres bare tæer begravet i græsset og kigge op på det tætte tæppe af blodrøde kirsebær der breder sig ud over himlen. Måske de en dag vil måbe over det kirsebærtræ der synes gigantisk og majestætisk svajende over deres endnu små og buttede kroppe.

Måske.

Gravhøjens hjerte
       
     
Gravhøjens hjerte

Gravhøjens hjerte. Det enorme bøgetræ. Træet hvis grene jeg har set stå nøgne i vinterens skærende kulde. Træet hvis grene jeg har set gemme sig bag svulmende forårsknopper. Træet hvis grene jeg med mine små barnehænder er blevet hjulpet op i for at kunne skue ud over markerne for endeligt at lade mine øjne hvile på vores hus - derude i horisonten. Der hørte jeg til.

Bag grene
       
     
Bag grene

Hvor er huset? Bag grenene. Bag buskende. Bag træerne. Haven der synes som en jungel. Her kunne man blive væk.

Sådan var det engang. Men lad os lege at intet har forandret sig. Bare for en kort stund. Lad os holde os bag de her træer og knibe øjnene sammen - så ligner det hvad det var engang.

Trappen
       
     
Trappen

Trappen. Den er ikke den samme mere. Trappen tilhørende det hus var altid starten på eventyr for mig. Hvor skal vi løbe hen, når vi kommer ind? Der er et utal af muligheder! Men først vil jeg føle gelænderets kolde metal mod mine små fingre - først vil jeg løbe hen af den lange træbro, før mine hænder møder dørens grønne rude.

Skoven
       
     
Skoven

Snegle - snegle overalt. "1,2,3,4 - nej 5! Lad os fortælle hvor mange vi har set, når vi kommer hjem, mormor!".

Bærende det mønstrede beige tørklæde, jeg fandt til hende i genbrugsen på vejen, om hovedet, går hun næsten i ét med skoven.

 Jeg putter mig i de knubrede, kølige dyner. Kryds og tværsen holdes op i vejret og hends fine purøse hvide hår strejfer min kind. Lige nu. Lige her.
       
     

Jeg putter mig i de knubrede, kølige dyner. Kryds og tværsen holdes op i vejret og hends fine purøse hvide hår strejfer min kind. Lige nu. Lige her.

 Jeg vågner til velkendte stemmer i køkkenet. Ja, det kommer fra køkkenet. Duften af ristet brød sniger sig op af trappen og ind til mig i sengen. Jeg kaster et hurtigt blik mod vinduerne og mødes af fuglesang og grene. Latter. De griner sammen. Jeg åbner døren - den spænder lidt. Jeg vil ikke larme - de må ikke stoppe med at grine. Mine fødder føler forsigtigt det lakerede dørtrin. Jeg rækker ud efter gelænderets tremmer og tager det første skridt ned.
       
     

Jeg vågner til velkendte stemmer i køkkenet. Ja, det kommer fra køkkenet. Duften af ristet brød sniger sig op af trappen og ind til mig i sengen. Jeg kaster et hurtigt blik mod vinduerne og mødes af fuglesang og grene. Latter. De griner sammen. Jeg åbner døren - den spænder lidt. Jeg vil ikke larme - de må ikke stoppe med at grine. Mine fødder føler forsigtigt det lakerede dørtrin. Jeg rækker ud efter gelænderets tremmer og tager det første skridt ned.

mormor.jpg